Hvorfor var der ingen der hjalp mig?

Mange kan undre sig over, hvorfor overgrebene, for manges vedkommende, har fundet sted i så mange år og uden nogen har grebet ind, stoppet det eller beskyttet dig, der har været udsat for incest og eller seksuelle krænkelser. Jeg vil derfor lige dele denne rapport Zorning huset netop nu har udarbejdet. Rapporten opridser nogle af disse begrundelser. Rapporten er lavet af 35 voksne, der som barn blev misbrugt. Det er altså ikke tale om en stor videnskabelig og publiceret undersøgelse om senfølgere af incest og overgreb, men det er vigtige vidnesbyrd, der kan danne grundlag for yderlig forskning på området.

Læs hovedpointerne fra rapporten her.  Kan du holde ud at læse en barsk, men nødvendig læsning (vidensindsamling), findes rapporten i dens fulde længde her

Måske nogle pointerne i dagens blog kan hjælpe dig med at forstå, hvorfor du evt. ikke var i stand til at få hjælp eller forstå, hvorfor det altid er forkert at forgribe sig seksuelt på børn.

Her er nogle af rapportens vigtigste begrundelser for, at børn ikke siger noget med det samme (hvis de overhovedet siger det), når de bliver seksuelt misbrugt. Ifølge rapporten er årsagerne følgende:

• Manglende forståelse af, at handlingerne er krænkelser, som barnet har ret til at afvise.
  • Du vidste måske slet ikke, at det du blev udsat for kunne være unormalt og derfor ikke i orden og heller ikke, at man må sige nej til en voksen, der gør meget ubehagelige ting ved dig eller din krop.
• Ingen spørger barnet.
  • Hvis bare stuepædagogen, læreren, skolepsykologen, naboen eller min familie havde spurgt mig om nogen gjorde mig fortræd eller om jeg havde været udsat for noget, jeg var bange for at fortælle højt til nogen.
• Angst og/eller frygt for, hvad der sker, hvis barnet siger det – herunder opløsning af familien og anbringelse på børnehjem.
  • Det er meget normalt at man som barn er mest bange for at blive sendt væk eller risikere at blive skilt fra sin mor eller far også selvom det måske er din far eller mor, der har gjort dig fortræd. Som barn er det ubærligt angstvækkende at skulle væk fra sin familie og nogle gange føles som en endnu større trussel end at finde sig i de krænkelser der går for sig i hjemmet.
• Skam, fordi barnet meget sent opdager/indser, at hvad der foregår, er ”forkert”.
  • Hvis man får indlært at det du udsættes for er normalt og det, at du gør modstand eller ikke bryder dig om det, er  forkert.  Og hvis du ligefrem er blevet straffet for at gøre oprør  fx mod din far, der vil have dig til at gøre noget du ikke kan lide, ja så kan det være svært, når man er ældre, at begribe, at det man har levet med og er vant til, faktisk er “forkert” i resten af verdenen. Og at det netop ikke sker i andres hjem. Man har altså, som barn, brug for at nogen fortæller barnet, at det er forkert, før barnet forstår, at det som far/mor gør er forkert og det derfor er ham/hende, der er “forkert på den” (hvis din far eller mor forgreb sig på dig). Det er atlså  forælderen, der er helt galt på den. Din far/mor er “forkert” -ikke dig! Det kan forvirre en, fordi man ikke nødvendigvis forstår, hvad der er i vejen. Men man føler måske alligevel skam uden at forstå hvorfor? I terapien vil du komme til at arbejde med at korrigere mange af disse fejl indlærte opfattelser af dig selv, for at jeg kan hjælpe dig med at nedbringe skam.
• Skyldfølelse, især der, hvor barnet er blevet forført og først har opfattet krænkelserne som omsorg.
  • Der er så mange skjulte eller direkte måder, hvorpå du som barn lærte at påtage dig skyld for noget, som du i første omgang slet ikke er ansvarlig for og derfor ikke skyld i. Når først vi i terapien har arbejdet med at afdække, hvordan normale voksen-barn samvær kan glide over i unormale måder at omgås, berøre, blive kigget på, særlige stemninger kan opfanges og frygtes osv, til deciderede fysiske og psykiske overgreb, er det muligt at lægge skylden fra sig. Og her er det en stor hjælp, hvis du ad rettens vej, har fået et ydre bevis på, at omverdenen ikke vil acceptere krænkerens ugerninger og traumatiserende handlinger og skal straffes/afsone tid. Mange får desværre ikke genoprejsning via jura og domstole af mange forskellige årsager. Men i terapien kan vi sammen arbejde med, hvordan du umærkeligt har overtaget skyld på vegne af en anden, der ikke har taget skylden på sig og dermed stille sig til rådighed for dom og straf.
• Fortrængninger, barnet undertrykker erindringer om, hvad der skete.
  • Det er meget normalt at traumatiske oplevelser, eller det, der for kroppen opleves som et traume, gør at din bevidsthed finder måder at komme “rundt omkring”, når man udsættes for det forfærdelige og ubærlige. Både mens det sker og efter eller endnu værre, fx at det snart skal til at ske igen. Dette er voldsomt belastende for dit sind og din hukommelsen kan gå hen og vise sig, at have lukket helt ned for de smertefulde erindringer, af ren overlevelse. Det kan derfor også i terapien gøre det vanskeligt at arbejde med det man ikke kan huske, hvorfor det er opgaven at inddrage kroppen langsomt, og jeg hjælper dig med at berolige dit nervesystem og nænsomt guide dig igennem det, som jeg vurderer, du kan tolerere og som har til formål at lindre eller mindske det, som man som voksen føler sig invalideret af, på grund af noget man ikke kan huske. Andre husker pludseligt, hvad der skete og nogle ved ikke om det er korrekt, det de husker, hvorfor vi arbejder med det, som kroppen tror på og reagerer ud fra.

Hovedpointer fra rapporten 

• Omkring 10 pct. af alle børn oplever seksuelle krænkelser. Det vil sige i gennemsnit et til to børn i hver folkeskoleklasse.

• Mellem 60 til 80 pct. af disse børn lider som voksen af senfølger på grund af overgrebene. Det svarer til, at omtrent 267.000 – 356.000 mænd og kvinder lever med senfølger i Danmark i dag.

• Kun 10-20 pct. af børn, der udsættes for seksuelle krænkelser, får hjælp. SFI estimerer, at hvis 100 unge fortæller, at de har været udsat for overgreb, så har de sociale myndigheder kun registreret 20 af dem. Svenske undersøgelser peger på, at færre end hver tiende barn eller ung siger det.

• Der medvirker 35 tidligeres seksuelt krænkede børn i rapporten. 20 af dem fortalte om overgrebene før forældelsesfristens udløb. 15 fortalte om dem efter forældelsesfristens udløb.

• Kun 14 af de 35 er i arbejde. Tre er studerende. 18 er enten er på førtidspension, kontanthjælp eller på sygedagpenge. 15 af respondenterne døjer med dårlig økonomi.

• 33 ud af de 35 respondenter har eller har haft psykiske lidelser, heraf har 18 fået egentlige diagnoser som skizofreni, PTSD, borderline, stress, personlighedsforstyrrelser, depression og lignende. 26 respondenter har i deres voksentilværelse været i eller er i behandling for deres vanskeligheder. 17 har eller har haft et rusmiddelmisbrug.

• 31 af respondenterne føler sig ensomme, 29 har eller har haft selvmordstanker, 24 fortæller om mistrivsel, mens 25 har vanskeligt ved nære relationer. Kun 16 ud af de 35 respondenter er i dag i forhold. Flere af de respondenter beskriver deres forhold som turbulente.

• De 35 respondenters krænkere tæller far, stedfar, søskende, plejesøskende, mor, fætre, moster og anden familie, venner af familien, fagfolk som pædagoger, psykologer, idrætstrænere, m.fl. Næsten i halvdelen af tilfældene er krænkeren far eller stedfar.